Så fedt at i er tilbage, rigtig god opdatering. glæder mig til at se mere fra jer<3

Godt at se jer tilbage :D

rigtig godt afsnit! jeg har selv fået det svært med hensyn til venskaber, da jeg ikke har så meget energi til at vedligeholde dem. OPUS var rigtig godt for mig, men jeg må sige, at efter jeg er kommet i F-ACT i Ballerup, som er mega nice, så kan jeg godt blive lidt ærgerlig over hvordan OPUS håndterede forskellige ting... fx så lavede de ikke en god overgang til F-ACT. De kastede mig for porten inden jeg overhovedet vidste, om jeg fik lov til at komme i F-ACT. Samtidig så havde jeg en dårlig kontaktperson i 9 måneder, hvor vi slet ikke havde kemi og hun gjorde bare jeg gik hjem grædende efter hver session. Så jeg føler at 9 måneder ud af de 2 år var spildt og faktisk forværrede min tilstand.. Men jeg er mega glad for der hvor jeg går i F-ACT nu. Men ikke alle F-ACT er lige gode.

Et emne jeg foreslår i kunne dykke lidt ned i, handler om hvornår er det en sygdom. Eksempel: Laust snakker i starten om at være mørkeræd, noget jeg (og mange andre) kender, oftest mest i barndommen. For mit tilfælde valgte jeg at træne det væk væk ved gradvist at gå længere og længere ud i mørket (dengang vidste jeg ikke at det hedder kognitiv terapi ;-) ). Disclaimer: Det følgende kan tolkes som nedladende, men er bestemt _ikke_ ment sådan. Nogle oplagte spørgsmål er: "Skal Laust ikke bare gøre det samme?" (øve sig i at gå ud i mørket), "Er det ikke bare et spørgsmål om at han skal lære ikke at være bange for mørket, ligesom vi andre har lært det?", "Er det en sygdom, er det ikke bare fordi hans forældre ikke fik lært ham at mørket ikke er farligt?" Jeg kan godt slå de kliniske kriterier for diagnosen op. Men det kunne være interessant at høre jer sætte flere ord på. Hvornår går det fra at være angst/paranoide tanker/vrangforestillinger som vi alle har oplevet det, til at være en sygdom. Et undertema her kunne også være hvordan kan både i og andre håndtere, de subtile misforståelser der opstår når nogen mener de kan genkende et symptom hos sig selv. Kan bedst beskrive fra mig selv, min ADD gør at jeg glemmer ting, jeg møder ofte reaktionen "ja det kender vi alle, jeg glemmer også tit ting". Men de forstår ikke at jeg også glemmer ting der er vigtige for mig, og at jeg glemmer så ofte at uden mine strategier og værktøjer ikke ville kunne gennemføre en normal hverdag. Hvilket så også fører til at de samme mennesker ror at jeg er ligeglad med noget når jeg glemmer noget vigtigt....

15:46 Også kaldet sociale tømmermænd.

Hej. Tak for en god podcast. Jeg har selv skizofreni. Jeg har nogen idéer til hvad i kan snakke om. Fx 1. det her med at ændre sig og at omgivelserne ikke forstår det. 2. Det her med at miste folk pga sin diagnose. 3. Når sundhedspersonale stigmatiserer. 4. Jeres holdning til opus og de begrænsede 2 år. 5. Det med at lære at sige fra. 6. Rejsen med at finde det rigtige medicin❤håber i vil snakke om nogen af idéerne❤️

Føj for satan

Imitation game +++ 👍

❤❤👏👏🌹🍀

❤❤👏👏👏🌹

Den fik jeg læst helt forkert 😂😂 Læste det som boosted, altså det man måske bliver af en energidrik😅 eller hvis du sætter et .dk efter, bliver til en hjemmeside om biler😮😅 For os hurtige sjusk læsere, må jeg foreslå at rette titlen til "At bo på bosted"❤❤

Hold op hvor er I gode til at sætte ord på. Meget spændende lytning. 😊

Tak for en god episode, kan relatere til meget selvom jeg har en anden psykiatrisk diagnose 🙂

Hvor er I super gode 💪❤️ og bliver så berørt over at høre jeres historier. Håber virkelig at I bliver spottet fordi I har nogle gode pointer til psykiatrien og personalet. Tak for jer ❤💐

❤❤