Рет қаралды 450
Nej, der er desværre ikke kommet killinger hos jaguarerne!
Men vi har alligevel en god nyhed, som vi har glædet os til at dele med jer - ham her! Han hedder Bentor, og han er en halvandet år gammel hanjaguar fra Loro Parque på Tenerife opkaldt efter en mægtig konge, der engang herskede på øen.
Men har vi ikke allerede en han? Jo…men!
Nogle gange går ting ikke helt, som vi havde håbet! Og det er tilfældet med vores smukke jaguar B’alam, der desværre har vist sig at være steril. Det er rigtig ærgerligt - både fordi vi jo er glade for B’alam, men også fordi hans mage Chica er en af de få jaguarer i det europæiske avlsprogram for truede dyr (EEP), der anbefales at yngle, da hun bærer rundt på et sæt rigtig gode gener.
Æv med æv på!
Heldigvis har Bentor vist sig også at være et godt match med Chica. Så i sidste uge tog han den lange rejse fra Tenerife til Randers og er nu ved at finde sig til rette i alt det nye. Det hele er lidt farligt, og han opholder sig meget i hans trygge kasse i stalden. Men han bliver mere og mere modig dag for dag, så han skal nok snart få bygget så meget selvsikkerhed op, at han kan møde Chica - og jer!
Og hvad skal der så ske med B’alam? Vi har i samråd med avlskoordinatoren fundet et godt hjem til ham i England, hvor han flytter hen i nær fremtid. Så selvom vi er kede af at skulle sige farvel til ham, ved vi, at han får det godt, og vi glæder os over, at vi nu (forhåbentligt) får mulighed for at deltage aktivt i avlsprogrammet for denne majestætiske kat.
Vi lover at holde jer opdaterede løbende.